Gå til hovedindhold

Uddannelsesplan for lærerstuderende

Kongevejens Skole som uddannelsessted

Indhold

    Kongevejens skole

    Kongsvænget 10, 2830 Virum

    Telefon: 45284130
    E-mail: kongevej@ltk.dk 

     

    Skoleleder: Susanne Carlsen - susca@ltk.dk 

    Viceskoleleder: Michael Hassing - mhh@ltk.dk 

    Pædagogisk afdelingsleder for indskolingen: Christina Lindby - chlin@ltk.dk 

    Pædagogisk afdelingsleder for mellemtrinnet: Louise Martens Strømvig - loust@ltk.dk 

    Praktikkoordinator: Gitte Kobbernagel Krusbæk - gitt4872@ltkedu.dk 

    Formand for skolebestyrelsen: Kenneth Børgesen

     

    Afdelingsopdelt skole:

    • Indskoling: 0. klasse – 3. klasse
    • Mellemtrin: 4. klasse – 6. klasse

    • Udskoling: 7. klasse – 9. klasse

    • Ca. 670 elever, 50 lærere og 25 pædagoger
    • Klasseorganisering: Fast klasselokale til alle klasser
    • Interaktive smartboards i alle lokaler
       
    • Fysisk opdeling:
       
    • Indskolingen: Indskolingshuset
    • Mellemtrin: 1. sal i Hovedhuset
    • Udskoling: 2. sal i Hovedhuset

    2. Skolens kultur og særkende 

    Skolens værdigrundlag

    Sammen skaber vi livsduelige mennesker, der med udsyn og indsigt er aktive og ansvarlige medskabere af vores fælles fremtid. På Kongevejens Skole arbejder vi for at give eleverne gode og meningsfyldte skoledage, hvilket er omdrejningspunktet for vores planlægning og udvikling.

    Vores pædagogiske praksis udspringer således fra vores kerneopgave - skolens fundament. Eleverne vil gennem skolelivet møde kerneopgaven som fundament for udvikling og praksis – og vil møde værdierne i undervisningen, i SFO og klub.

    Hele skolen skal være et godt sted at være. Vi vil være en skole, der udviser tillid og respekt, hvilket er fundamentale elementer i vores tilgang til elever, forældre og i vores daglige samarbejde. Vi forventer, at vores samarbejdspartnere udviser tillid og respekt for vores faglige viden og fundament. Vi arbejder professionelt og for os er faglig udvikling tæt forbundet med trivsel.

    Kongevejens Skole kan og vil udvikling – vi vil give vores elever indsigt og udsyn, så de med robusthed og vedholdende tilgang forlader skolen, som et handlekraftigt og nysgerrigt ungt menneske med lyst til at gå videre ud i ungdomslivet. Hos os bliver man mødt af professionelle voksne, der med omsorg og forventning vil opnå noget med eleverne. Alle elever skal udfordres passende og opleve sig selv som en værdifuld del af fællesskabet – det er et fælles ansvar, som vi forventer, at forældrene tager aktivt del i.

    På Kongevejens skole ønsker at udfordre eleverne i såvel skolens undervisningsdel som fritidsdel.

    Vi vil stimulere og støtte elevernes læring dvs. deres tilegnelse af kundskaber, færdigheder og musisk/kreative kompetencer samt alsidige personlige udvikling.

    Vi ønsker at værne om fællesskabet. Vi vil give den enkelte elev kompetencer til at indgå i fællesskabet i det nære og også til at kunne glide ind i det store demokratiske fællesskab og bidrage som både samfundsborger og menneske.

    Vi vil sikre, at eleverne trives og har lyst til at lære mere, og at alle oplever Kongevejens Skole som en attraktiv skole, hvor der er engagement og arbejdsglæde.

     

    Samværsregler på Kongevejens Skole

    • Det er alles ansvar, at vi har et godt fællesskab, når vi er i skole
    • Vi skal vise respekt i tale og opførsel – såvel fysisk som digitalt 
    • Alle hjælper med, at der er pænt og rent på skolen
    • Vi bidrager til et godt læringsmiljø, når vi møder i skole
    • Vi skal alle bruge sund fornuft i omgang med hinanden og behandle skolens inventar med respekt
    • Mobiltelefoner opbevares (hvis de medbringes) på hotel

     

    Kongevejens Skole er kendetegnet ved en meget engageret lærergruppe, der har en bred alderssammensætning og høj faglighed. Vi har et bredt samarbejde både i årgangsteam, afdeling, fagteam og i hele lærergruppen. Lærergruppen er åben for praktikanter, og lærerne er altid villige til at hjælpe, hvis der er brug for det.
     

    Kongevejens Skoles udviklingsplan indeholder følgende indsatsområder:

    • Med udgangspunkt i fællesskabende klasseledelse arbejder lærere og pædagoger med at styrke alle børn ind i et stærkt børnefællesskab gennem gruppedannelser og fagenes didaktik

    • Indretning af et sanserum, som skal understøtte børn, så de lærer at mærke sig selv og få små redskaber til regulering af nervesystemet

    • Kommunal mentorordning for nyansatte med såvel eksterne som interne aktiviteter

    • Antimobbestrategi og en beredskabsplan i tilfælde af mobning eller lignende

    • Fælleskabende klaseledelse

    • Teknologiforståelse

    • MUS- samtaler. Nyt koncept år 2.

    • Forældresamarbejde- styrket forældrekontakt

     

    Vi har uddannede vejledere i læsning, matematik, naturfag, engelsk samt inklusion.
    I lærergruppen har vi det som mål at være gode til at dele viden og erfaringer fra undervisningspraksis.
    Vi er meget glade for og interesserede i at være uddannelsessted for lærerstuderende, da det giver et nyt liv og nye idéer til lærergruppen. Det er berigende at have praktikanter, fordi de får stillet de spørgsmål, der gør, at vi reflekterer over vores egen praksis.

    Vi påtager os ansvaret som uddannelsessted og forpligtiger os til at inddrage de studerende i en række forskellige sammenhænge, så de får kompetencer til at varetage de forskellige funktioner som lærer. Vi ønsker at bidrage aktivt til, at de studerende får den viden og de færdigheder, som vi gerne ser, at en nyuddannet og kommende kollega har.

    På Kongevejens Skole har vi stor erfaring med pædagoger i undervisningen - særligt i indskolingen, hvor lærere og pædagoger har en samarbejdstradition, der rækker mere end ti år tilbage. Som en fast del af årgangsteamet er pædagogerne med i undervisningen på afdelingerne. Der er som udgangspunkt tilknyttet mindst en pædagog til hvert årgangsteam i mellemtrin og udskoling. I indskoling er der en primærpædagog tilknyttet hver enkelt klasse.

     

    3. Modtagelse og hverdagen for studerende på skolen

    Velkomst på skolen

    Praktikkoordinatoren indkalder til velkomstmøde i god tid via de studerendes KP-mail, og prøver at ramme den dato KP har foreslået til velkomstmøde. Hvis datoen ikke er mulig, findes en dato i nærheden af den foreslåede.

    Vigtigt! Mindst én af de studerende fra grupperne skal svare på mailen, så skolen ved, at den er modtaget og læst.

    Dagsorden for velkomstmøde ser ud på følgende måde, rækkefølgen kan ændres:

    • Introduktion til Kongevejens Skole/den enkelte afdeling/ledelse v. praktikkoordinator
    • Generel forventningsafstemning med udgangspunkt i skolens uddannelsesplan
    • Børne- og straffeattester indhentes + underskrift af dokument om tavshedspligt
    • Introduktion til platforme, orientering om årsplaner, aftaler i forhold til undervisningens indhold, form og organisering
    • Gennemgang af skema
    • Opsamling herunder fastlæggelse af fælles relevante læreropgaver, som alle bør deltage i
    • Rundvisning på skolen- v. praktikkoordinator
    • Aftaler med praktiklærerne – praktiklærerne prøver som udgangspunkt at være med til velkomstmøderne, men de kan have undervisning på samme tidspunkt. I så fald kommer de kort forbi, så man kan aftale et nyt planlægningsmøde

     

    Praktikkoordinator sørger for, at de studerende oprettes i skolens system, som de således kan bruge på lige fod med skolens øvrige personale.  Information om den enkelte studerende, herunder Cpr.nr, indhentes ved intromødet, så de studerende efterfølgende kan oprettes og tilknyttes skolen.

    Praktikperioderne indlægges i skolens årskalender, så alle er bekendt med, hvor og hvornår, der er praktikgrupper på den enkelte afdeling – herunder også hvor mange grupper/studerende, det drejer sig om.
    De studerende præsenteres/bydes officielt velkommen i den første uge, hvor de er på skolen. Praktikperioden afsluttes med en evaluering af hele praktikforløbet med praktikgrupperne og praktikkoordinator.

     

    Dagligdagen på skolen – deltagelse i alle dele af en lærers opgaver

    Opstart

    Ved opstart i praktikken er det vigtigt at introducere sig selv for elever, forældre og ansatte. Praktikanter skriver selv et introbrev til elever og forældre i starten af praktikken (skrives på AULA).
    Praktikanter får adgang til AULA et par dage før praktikstart. En nøgle til de indendørs døre udleveres ved praktikstart - én nøgle per gruppe. Der kan printes på kopimaskine via Uni-login eller via praktiklærer.

    Deltagelse i møder:

    Praktikanter deltager i fællesmøder, teammøder i den primære praktiklærers team samt i relevante fagteammøder. Derudover kan man deltage i forældremøder og evt. skole-hjem-samtaler. Der forventes tavshedspligt omkring alt, hvad der bliver talt om.

    Derudover tildeles der gårdvagter og eventuelt spisevagter.

    Hvis skolen har en særlig pædagogisk eller didaktisk temadag, og praktikanten finder det spændende eller relevant, er man selvfølgelig velkommen til at deltage. 

    Pauser

    Skolens ansatte synes altid, at det er spændende med nye input fra praktikanter og vil gerne gå i dialog. Der forventes det samme fra praktikgrupperne.

    Der er selvfølgelig også forståelse for at alle parter har brug for en pause, når der er pauser.

    Lærerforberedelsen må bruges i pauser, hvis man har brug for et roligere sted end personalerummet. 

    I personalerummet kan man frit sidde og forberede sig til sin undervisning. Der må også afholdes dæmpede samtaler/møder. Sidder der andre og forbereder sig kan det være en god ide at spørge, om det er ok at man som gruppe sidder og har møde/samtale. 


    Man må også forberede sig i personalerummet i mellemtimer eller efter endt undervisning, men vi opfordrer til at pakke computeren væk i frikvarterer, så det sociale er i fokus.

    På skolen er der fri kaffe og the, og der er køleskab til opbevaring af madpakker samt mikrobølgeovn.

    Skærmbrug

    På Kongevejens Skole har vi mobilfri skoledag. Hvis eleverne har deres mobil med i skole, skal denne afleveres på hotel om morgenen. Mobiler udleveres igen, når skoledagen er omme.
    Computerbrug i skoletiden er ment til fagligt fokus, og vores skolebestyrelse er i gang med drøftelser omkring computerbrug og princip om dette.

    Praktikanter skal huske at fremstå som gode rollemodeller ift. skærmbrug på skolen, og f.eks. tænke over brug af egen mobil/tilstedeværelse af egen mobil i undervisningstid.

    Sygdom/fravær

    Hvis en praktikant er syg, skal det meldes til skolen – se første afsnit om procedure. Praktiklærere informerer løbende koordinator om fravær, og det indberettes på praktikportalen.

     

    Skolens arbejde med vejledning og trepartssamtaler 

    Praktiklærerne vejleder i mindst en skemalagt time om ugen (struktureret vejledning) udover de daglige samtaler. Udgangspunktet for den skemalagte vejledning er praktikanternes ønske om fokus indenfor de ni dimensioner. Fokusset kan skifte afhængig af, hvad der opstår i mødet med eleverne.

    Det forventes desuden at praktikanter i starten af praktikforløbet og løbende afleverer en skriftlig undervisningsplan for, hvad de vil undervise i samt oversigt over ugens lektioner – dette gør det nemmere af fastholde, hvad der er sket i undervisningen, hvilket er brugbart for vejledningen og de studerendes opgaveskrivning efter endt praktik. 


    Erfaringer og problemstillinger fra vejlederne kan medtages til trepartssamtalen. Det er dog stadig praktikanters ønske om fokus til trepartssamtalen, der er udgangspunktet, og dermed også praktikanters ansvar at udarbejde dagsordenen til samtalen.

     

    Skolens indstilling til godkendt/ikke godkendt af den studerendes praktik:

    Hvis skolen oplever samarbejdsudfordringer med en praktikant i en særlig svær grad, inddrages skolens praktikkoordinator, og der afholdes en samtale, hvor udfordringer bliver klargjort.

    Hvis praktikanten og praktiklæreren formår at håndtere udfordringerne, kan praktikanten stadig få godkendt praktikken. Hvis dette ikke er tilfældet, afleverer skolen en skriftlig redegørelse for en ikke-godkendt praktik til praktikant og KP.

    Hvis mødepligten ikke er overholdt, forsøger praktiklærer og praktikant i samarbejde at finde timer, hvor det forsømte kan indhentes. Praktikkoordinator kan også inddrages her.

     

    Samarbejdet med KP om studerendes forløb på skolen:

    Praktikkoordinatorerne i Lyngby-Taarbæk har et stabilt netværk, samarbejder omkring erfaringer, muligheder og udfordringer omkring praktikker. De mødes fysisk to gange årligt og holder derudover skriftlig kontakt i løbet af skoleåret.

     

    Skolerne deltager desuden i relevante temadage på KP i det omfang, det er muligt, og retter samlet henvendelse til KP, hvis der skulle være behov for dette.

    Skolerne i praktiknetværket omfatter følgende skoler: Kongevejens Skole, Hummeltofteskolen, Virum skole, Fuglsanggårdskolen, Engelsborgskolen, Trongårdsskolen og Lindegårdsskolen.

     

    Evaluering og udvikling af studerendes forløb på skolen

    Praktikanter får ved velkomstmødet information om, at man kan henvende sig praktikkoordinatoren, hvis der udfordringer med de overordnede rammer, eller hvis man oplever samarbejdsvanskeligheder med praktiklæreren.

    Som afslutning på praktikperioden indkalder praktikkoordinator til en samtale med de studerende. Her vil fokus være på evaluering af praktikforløbet med udgangspunkt i vigtige observationer, erfaringer, udfordringer, succesoplevelser samt feedback til skolen fra de studerende.